|
Operaen, Store Scene
Premiere | 25. september kl. 20
Bandeopgør i Den Kongelige Ballet
For en balletdanser er målet at komme højt på tå, men i disse dage handler det for Den Kongelige Ballets dansere lige så meget om at nå det høje C. Den ordløse kunstart tager nemlig bladet fra munden og bryder ud i sang på Operaens Store Scene, når DR Big Bandet og Den Kongelige Ballet går sammen om at opføre uddrag af Bernsteins og Robbins verdenskendte musical, West Side Story.
Normalt har de kongelige balletdansere rigeligt at se til med at få kroppen til at arte sig til musikken. Men siden foråret har flere af danserne parallelt med deres balletprøver slidt for at ramme tonerne til evergreens som America, Cool og Somewhere. Til at bakke danserne op og synge uddrag fra forestillingen er inviteret bl.a. Signe Asmussen, Julie Steincke og Bobo Moreno, der både vil synge kor og soli i forestillingen.
Balletmester Nikolaj Hübbe dansede og sang selv en af hovedrollerne ved premieren i New York i 1995, og han husker tydeligt den helt specielle oplevelse det var pludselig at skulle synge for publikum:
”Det var egentlig overraskende meget lige til at både danse og synge samtidig – vel at mærke efter at være kommet sig over chokket ved at høre sin egen stemme synge til de første sangundervisningstimer. Men der er mange paralleller mellem sang og dans: Man skal være ekstremt rytmisk, kende melodien ned til mindste detalje – og så har man en ”tekst”, man skal lære.
West Side Story Suite er Romeo og Julie anno 1957 med stramme T-shirts, jeans og fedt i håret, hvis man er mand, og stram talje, knælange kjoler og skjortebluser, hvis man er kvinde. Og som en stærk kontrast til denne swingende, dramatiske 50’er-tidslomme står aftenens andet værk, nemlig Robbins’ Dances at a Gathering fra 1969: 10 dansere, et flygel, enkelte kostumer, ingen kulisser og en yderst udramatisk handling; En gruppe unge mennesker mødes en aften for at danse - en på alle måder tidløs ramme for en dans, der er indbegrebet af Robbins greb på klassisk ballet.
De 10 danserne er klædt i kostumer i forskellige farver, som antyder forskellige stemninger og følelser, og som går op i en højere enhed med Chopins klaverstykker. Klassisk ballet i al sin enkelthed og skønhed.
|